Ordbog

Vi vender os herefter til andre Bavtasten – og det er langt de fleste – som ikke staar i Forbindelse med Grave.
Først de store Samlinger i ”“Gryet” i Bodilsker og i Louiselund” i Østermarie.
Man har gravet i Grunden ved disse Stene uden at finde Spor af Grave, og det samme er Forholdet ved adskillige enkeltstaaende Stene.
Nogle Bavtastene synes at være rejst ved Alfarvej, omtrent som man i den katolske Tid rejste Krucifix ved Vejen baade for at signe Vejen og den Vejfarende saavel som til Vejmærke… Endelig er der Kredse af Bavtasten; saaledes to Kredse, hvoraf dog den ene beskadiget, der staar sammen med nogle andre meget store Stene på Hjortebakken ved Skovgaard i Bodilsker.

Lignende Kredse skal have staaet flere Steder paa Øen, saaledes en Kreds paa Havbakken ved Boderne; heraf staar kun en Sten igen lige vest for Fiskerlejet. Paa Præsteengen i Østermarie stod en Firkant af rejste Sten, som nu er borte. Stenene i de store Samlinger, derimod, staar uden egentlig Plan og Orden; det synes som om hver enkelt Sten har sin egen Betydning i sig selv; Pladsen har vel været fælles Helligdom, men hver Sten synes at have haft sin selvstændige Værdi. ”Hvilken Værdi?”; vil man vel spØrge.

Ja, det primitive Menneske troer paa ”Magten”, ikke som en personlig Guddom, men som en hellig Kraft, der kan tage Bolig saavel i det enkelte Menneske – et saadant ”magtfyldt” Menneske har kunnet styre over Naturkræfterne – som i en Lokalitet, en Ting, saa den bliver hellig. Det vides fremdeles, at primitive Folk ofte troer paa, at Stene af en mærkelig Form er Bolig for ”Magten”, og dyrkelse af en saadan Sten kan bringe Mennesket i Forbindelse med denne hellige Magt.

Man rejste ogsaa store Stene og udtalte Besværgelser over disse, bandt Magten til dem, saaledes at den værnede Graven og den DØde eller Vejen med den Vejfarende eller maaske den dyrkede Mark, maaske ogsaa den enkelte Person, som bekostede Stenen rejst og viet. Det sidste kunde jo tænkes at være Forholdet ved de store Bavtastensamlinger. Anderledes er vel Forholdet med Stenkredsene; det har antagelig været hellige Pladser, hvor Gudsdyrkelse og maaske Retspleje har fundet Sted.

(Peter Thorsen: Vor Hjemstavn 1931)

Inger Margrethe Boberg
(1900 – 1957)
”En håndsrækning fra C.W. Sydow i Lund resulterede i en lille studie over Prinsessen på glasbjerget (i Danske Studier 1928), der knyttede forbindelse med Dansk Folkemindesamling og arkivar Ellekilde.
Denne ønskede, at hun skulle fortsætte August F. Schmidts systematiske arbejde med danske sagn.
Resultatet blev først og fremmest en disputats om ”Sagnet om den store Pans død” 1934.
Den efterfulgtes af flere mindre sagn- og eventyrundersøgelser.
Desuden har hun arbejdet med en kommentar til Saxos sagnhistorie og en motivfortegnelse til de islandske fornaldarsagaer i tilslutning til Stith.
Thompsons amerikanske ”Motif-Index of Folk-Literature” 1932-36.”
Det er, hvad dr. Boberg skriver om sig selv, og gennem disse kortfattede og beskedne bemærkninger, aner man næppe, at hun i virkeligheden var en af dansk folklores fornemste repræsentanter. Hun var en lærd forsker, og hendes arbejdsresultater vejede tungt i den videnskabelige debat verden over, selvom alle ikke altid var enige med hende.

(Iørn Pio i Forord til I. M. Boberg:
Danmarks Folkeminder. 1962)

Brandpletsplads

Broncefibula