folketro, den faglige betegnelse for overtro. Folketro er større befolkningsgruppers forestillinger om overnaturlige eller uforklarlige kræfter, væsener og sammenhænge. Forestillingerne udgør ikke et samlet system, men stammer tværtimod fra vidt forskellige tankebygninger der ofte er indbyrdes modstridende. I dansk folketro findes således elementer fra protestantisme, katolicisme og primitiv religion side om side med forestillinger fra gamle videnskabelige systemer som astrologi og antik eller middelalderlig lægevidenskab. Disse modsigelser opleves dog ikke af traditionsbærerne, eftersom de enkelte forestillinger og riter er knyttet til forskellige hverdagssituationer, som sjældent aktualiseres på samme tid. Folketroen fungerer som en dagliglivsfilosofi, der fortæller folk, hvordan de skal tænke og handle i konkrete situationer, og troen og riterne er så nøje forbundet med disse situationer, at folketro lader sig karakterisere som en pragmatisk tænkemåde, hvor man snarere aktualiserer end intellektualiserer sine forestillinger.
(Den Store Danske Encyclopædi 1996)
Meget af det, vi kalder folketro, mere populært overtro, har sine rødder langt tilbage i tiden, så langt, at man kan skimte naturmenneskets primitive forestillinger bagved, som f.ex. når man ønsker den, der nyser, lykke til med et ”Gud velsigne dig” eller ”prosit”. Nogle mener nemlig, at det egentlig er en lykønskning med, at man ved nyset skal være sluppet af med en ond ånd. Oftest er det derfor umuligt at afgøre en forestillings alder. Men vi finder dog af og til i gamle skrifter vidnesbyrd om, at man allerede da har kendt en folketro, som stadig lever i bedste velgående. Særlig vigtig er her en Naturhistorie af den romerske forfatter Plinius den Yngre, der levede i det 1. årh. e. Kr. Her nævnes f.ex. netop det med nyset, idet Plinius siger, at Kejser Tiberius altid forlangte, at man skulle ønske ham lykke til, når han nøs.
(Inger M. Boberg: Dansk Folketradition 1962)