Sagn er for størstedelen folkedigtning, selv om de nok så meget giver sig ud for at være autentiske beretninger, hvis sanddruhed ikke må drages i tvivl. Derved adskiller de sig fra eventyrene, der ikke lægger skjul på, at de er ren fantasi. Sagnene har desuden i reglen et lokalt tilknytningspunkt i en bestemt ting, f.ex. en høj, der har tildraget sig opmærksomheden og fået fantasien til at arbejde, eller en bestemt begivenhed, enten en oplevelse, man selv har haft, og som man har sat i forbindelse med noget overnaturligt, eller en historisk begivenhed, man har hørt eller læst om. I sidste tilfælde taler vi om historiske sagn. Mytiske sagn er derimod de sagn, hvor det er troen på noget overnaturligt, mytisk, der har været afgørende for, at de er opstået. Troen på nissen… Ligeledes har troen på bjergfolk, der holder til i høje og bakker, på havfolk, åmanden og den vilde jæger, der kommer farende gennem luften, på marer, varulve og andre mytiske dyr, på gengangere og fanden og på visse særlig kloge eller heldige personers samkvem med ham givet anledning til sagn om disse væsener. Sagnene er det episke udslag af troen.
De illustrerer den så at sige.
(Inger M. Boberg: Dansk Folketradition 1962)