De stolteste Minder fra denne Tid (1000 – 1100) er de mange Runestene. Omkring 40 Runeindskrifter er bevaret; men over Halvdelen findes paa Stumper af Runestene, idet Runestenene er blevet brugt til Bygningssten og slaaet mere eller mindre i Stykker.
Om nogle andre fortælles, at de er blevet sænket i Jorden under Plovdybde for ikke at genere Markarbejdet, og de er ikke senere blevet fundet. Men alligevel har Bornholm flere Runestene bevaret end nogen anden Del af Danmark af tilsvarende Størrelse.
Ingen af dem staar paa det oprindelige Sted; kun faa staar nu ved Alfarvej som den anseligste af dem alle, den ualmindelig velbevarede Brogaardssten ved Landevejen Syd for Hasle; flest er anbragt paa Kirkegaarde eller i Kirker. Skikken at rejse Runestene er kommet sent til Bornholm. Ingen af de bevarede Stene er fra ældre Tid end 1050, et Tidspunkt, da man i det øvrige Danmark næsten helt var hørt op at rejse Runestene. Skikken holdt sig saa her paa Øen i omkring 100 Aar.
Den synes direkte at have fortsat den gamle Skik at rejse Bautastene. Som Tilfældet var med disse, rejste man Runestenen ved Alfarvej; var det en lille Sten, kunde den faa Plads paa en Høj; var den anselig af Højde, sattes den ved Højens Fod eller uden Tilknytning til nogen Høj. Flere af de bornholmske Stene er meget anselige af Højde. Højere end Brogaardsstenen og Gyldensaastenen, der er over 3 m høje, er kun een Sten i det øvrige Danmark.
Til Runestene har man brugt Granit eller i nogle Tilfælde en haard Sandsten, og man har gjort Forsiden, hvor Indskriften anbragtes, saa vidt muligt jævn. Runerne anbragtes i Reglen i et Baand langs Stenens Sider og Overkant (»Portalindskrift«) , paa nogle Stene i dekorative Baandslyngninger. Baade ved Indskriftens Anbringelse, ved særegen Ornamentik, ved forskellige Runeformers Brug og ved den almindeligt brugte Paakaldelsesformel: »Gud hjælpe hans Aand og Guds Moder« peger de bornholmske Runestene mod Sverige.
Den i 1911 i Bodils Kirke fundne Runesten viser ved Runeformer, Ordforraad og Bøjningsformer, at Runeristeren har været svensk, og de andre, at de er stærkt paavirkede fra Sverige, saa stærkt, at en svensk Indvandring til Bornholm af moderne Forskere menes at være den eneste mulige Forklaring. Paa ingen bornholmsk Sten findes Paakaldelse af nogen af de gamle nordiske Guder eller andre Tegn paa, at den gamle Gudetro da var levende.
Tværtimod har flere af dem kristne Paakaldelser som: »Gud hjælpe hansSjæl«; »Gud lette Aanden evindelig«, »Gud Herren og Sankt Mikael hjælpe hans Aand«, »Gud og Guds Moder hjælpe deres Aand«, »Krist hjælpe Sjælen«, »Krist og Sankt Mikkel og Sankta Maria hjælpe hans Sjæl« og endelig den Længste af Paakaldelserne: »Krist og Sankt Mikkel hjælpe Ødbjørns og Gunilds Sjæl i Lys og Paradis«. Andre kristelige Symboler er de paa en halv Snes af Stenene indhugne Kors, almindeligst St. Georgskorset med udsvajede Arme, desuden Flettekorset, d. v. s. St. Georgskorset med Armene flettet ind i hinanden i Korsskæringen, Processionskorset med den nederste Arm forlænget med en lille Tap, og det mærkelige Propelkors paa den ene Østermariesten.
Paa den ene Nylarskersten og paa Nykerstenen er en Del af Indskriften anbragt saadan, at den omgivet af sine Rammestreger danner et Kors. De mange anselige Runestene, der stod spredt rundt om paa Øen ved Vejene, hvor Folk færdedes, har mindet disse om Eftermælets Værdi, Udtryk som de var for den Tanke, der er udtrykt i Hávamáls Ord: Eet, jeg ved, som aldrig dør: Dommen om hver en død.
At Tallet er saa stort paa Runestenene paa Bornholm – hvoraf sikkert mange er forsvundne eller endnu ikke fundne -, maa vidne om den Velstand, der i de Aarhundreder raadede paa Øen.
Lektor Th. Lind. Rønne