Der er blevet bygget gravhøje igennem en stor del af oldtiden.
I alt er der registreret omkring 86.000 gravhøje i Danmark, hvoraf 22.000 er fredede, og stadig er med til at sætte sit præg på landskabet.
Traditionen med at opføre høj over en enkelt persons grav starter omkring 2800 f. Kr. i enkeltgravskulturen i midten af yngre stenalder.
Herefter er der en ubrudt tradition frem til ældre bronzealderen begynder omkring 1700 f.Kr..
Den ældre bronzealder bliver gravhøjene storhedsperiode. Her blev der både bygget et meget stort antal høje, og selve højenes størrelse nåede nye højder.
Enkelte gravhøje fra ældre bronzealder har diametre på over 60 m, og højden kunne nå over 10 m. Både antallet og størrelserne viser gravhøjenes vigtighed.
Det var meget store ressourcer, der over tid blev ført ind i bygningen af disse monumenter, og mange mennesker må have deltaget i konstruktionen af de største.
Det var dermed både en arkitektonisk og en organisatorisk udfordring at gennemføre disse byggerier.
Hvordan opgaven blev løst kan i heldige tilfælde stadig udledes af gravhøjene, når de bliver udgravet. Igennem detaljerede studier af højenes opbygning kan byggeprocessen rekonstrueres, og byggeriets organisation træder frem. Gravhøjene blev bygget af græstørv, der blev skåret i åbne områder omkring højene.
På den måde blotlagdes store arealer, og landskabet ændrede markant udseende. Højene blev ofte anlagt på de synligste steder i terrænet eller langs veje og nær vadesteder.
På særligt markante punkter kunne der dermed over tid opstå nogle meget fremtrædende grupper af høje, og stabile veje begyndte at tegne sig i landskabet som lange rækker af gravhøje. Disse linjer er særligt markante i Vestjylland, både fordi landskabet her fremmer stabile landtransportveje og en mindre intensiv landbrugsdrift i historisk tid, der har bevaret et stort antal høje frem til nutiden. Da den ældre bronzealder afløses af den yngre bronzealder omkring 1100 f.Kr. er højbyggeriet i kraftigt aftagende. Igennem den yngre bronzealder opføres kun få nye høje, og de fleste er væsentligt mindre end den ældre bronzealders ofte imponerende monumenter.
Denne nedgang i højbyggeriet ledsages af en gradvis overgang fra jordfæste til ligbrænding. Igennem resten af oldtiden bliver gravhøjene dog ved med at dukke op med mellemrum helt frem til kristendommens indførelse.