Emil Vedel (1824 – 1909)
Født 1824 paa Søbysøgaard, Fyn. cand. jur. 1846. Efter forskellige ministerielle Ansættelser, afbrudt af en toaarig Udenlandsrejse, blev han 1856 Departementschef i Ministeriet for Slesvig, men maatte fratræde efter Krigen i 1864. 1. April 1866 blev han Amtmand på Bornholm, hvor han i de første Aar gjorde en stor Indsats ved Fordelingen af Udmarksjorderne. Han kom derved i Kontakt med Befolkningen og blev meget afholdt. Det maa for en stor Del tilskrives hans Forhandlingsevne, at det kildne Udmarksspørgsmaal blev løst paa en Maade, der i alt væsentligt var tilfredsstillende. Vedels færden ude i Sognene styrkede hans Interesse for Arkæologien.
Sammen med J. A. Jørgensen foretog han en grundig og systematisk Udgravning af Øens Oldtidsminder. I 1886 udgav han Værket Bornholms Oldtidsminder og Oldsager og i 1897 en Efterskrift hertil. Disse statelige Værker er de vigtigste skrevne Kilder om Bornholms Oldtid og citeres stadig af Videnskabsmændene… 1871-1902 var Vedel Amtmand i Sorø, men hver Sommer indtil 1901 kom han til Bornholm for at ”grave efter Hedninger”, som de til at begynde med uforstaaende Bornholmere sagde. Efterhaanden smittede Vedels Interesse for Øens Oldtid, og det førte til. at Bornholms Musæum kunde oprettes i 1896.
(Kofoed & Stangegård: Klippeøens Mænd 1948)